janemiriam

Opgave 1

Dialog
Når han lægger ting i papkassen, må han kæmpe lidt med at holde de to flapper til side.
Hun står i døren og kigger.
Hun: Har du fået samlet kassen rigtigt, så bunden ikke ryger ud?
Han: Hmm…
Værelset bugner af ting. Så mange ting, som er taget væk fra deres vanlige plads. Støvede ting kommet frem fra mørke gemmesteder. Et par ærmer basker fortabt i luften, da der kastes endnu en favnfuld i bunken af for småt tøj.
Hun: Du skal nok lige komme noget om den der, før du pakker den ned.
Han: Jeg skal ikke have den med.
Hun: Hvad?
Han: Jeg tager den ikke med.
Et kort forsøg på at få en plakat af væggen i et stykke, lykkes ikke. Han river resolut resten af væggen, og krøller det hele sammen.
Hun: Jeg troede du var glad for den…
Han: Hmm.
Hun: Hvad vil du så gøre med den?
Han: Genbrug måske…
Hun: Men du har været så glad for den. Var du slet ikke glad for den?
Han: Jo jo.
Hun: Jeg ville gerne have givet dig en bedre  Men det var den bedste jeg kunne…det bedste jeg kunne give dig. Jeg håbede du ville være glad for den.
Han: Den var god nok.
Hun: Jeg ville gerne give dig det bedste. Jeg prøvede virkelig at give dig det bedste.
Skidt på gulvet, giver en hvæsende lyd, da han trækker kassen hen over gulvet.
Hun: Er du skuffet over den? Skulle den mere have lignede de andres?
Han: Det ved jeg ikke…Kan du ikke bare glemme den.
Hun: Vil du glemme alt om den? Var den ikke noget værd for dig?
Værelset ændrer sig til et rum.
Hun: Brugte vi for lidt tid sammen med…vi har da i hvert fald være ned ved åen med den, mindst en gang…
Han: Det kan jeg ikke huske.
Lyden smælder på de tomme vægge.
Hun: Kommer du slet ikke til at savne den?
Han: Der bliver jo så meget andet.
De nøgne vægge forsvinder som lyset eksplodere på dem.
Han: Der var ikke noget galt med den. Min barndom har været okay. Du har gjort det fint, mor.
Støvet daler som forsigtige lysglimt, da hun stille lukker døren.

wpid-20140427_134901.jpg